Prisdannelse under monopol: grænseindtægt, grænseomkostning og Cournot-punktet

En monopolist finder sin pris i to trin. Først vælger den den mængde, hvor grænseindtægten (MR) er lig grænseomkostningen (MC). Derefter aflæser den prisen på efterspørgselskurven ved netop den mængde. Resultatet er en højere pris og en mindre mængde, end et marked med fuldkommen konkurrence ville give. Siden gennemgår prisdannelse under monopol trin for trin med et lille talseksempel. Tallene er opfundet til undervisning og beskriver ikke et rigtigt marked.

Monopolisten møder hele markedets efterspørgsel

Som eneste udbyder står en monopolist over for hele markedets efterspørgselskurve. Kurven er faldende: en højere pris giver lavere afsætning. Monopolisten er prissætter og bestemmer selv prisen, men den er bundet af, hvor meget kunderne vil købe til den pris. Den kan vælge enten pris eller mængde, men ikke begge dele frit.

En virksomhed under fuldkommen konkurrence er i stedet pristager. Markedet fastsætter prisen, og virksomheden vælger kun, hvor meget den vil producere. Forskellen er beskrevet i oversigten over markedsformer.

Totalindtægt og grænseindtægt

Totalindtægten (TR) er prisen gange mængden. Grænseindtægten (MR) er den ekstra indtægt, når monopolisten sælger én enhed mere.

Hos en monopolist ligger MR under efterspørgselskurven. Prisen skal sænkes for at sælge mere, og den lavere pris gælder alle solgte enheder, ikke kun den sidste. Den nye enhed bringer prisen ind, men de øvrige enheder indbringer nu mindre end før.

Med den lineære efterspørgsel P = 100 − Q er TR = 100Q − Q², og MR = 100 − 2Q. MR-kurven falder altså dobbelt så stejlt som efterspørgselskurven.

Profitmaksimum: MR = MC

Profitten er størst, hvor MR = MC. Er MR større end MC, giver en ekstra enhed mere i indtægt, end den koster at fremstille, og profitten stiger. Er MR mindre end MC, giver den sidste enhed et tab, og profitten stiger, hvis mængden skæres ned.

Mængden findes, hvor MR-kurven skærer MC-kurven. Prisen aflæses derefter på efterspørgselskurven ved den mængde, ikke på MR-kurven.

Den pris-mængde-kombination kaldes Cournot-punktet efter økonomen Antoine Augustin Cournot. Betegnelsen bruges især i tysksproget litteratur. Punktet ligger til venstre for det sted, hvor totalindtægten er størst, så monopolisten sælger mindre, end der skal til for at få den højeste omsætning.

Prisdannelse under monopol i et talseksempel

Antag efterspørgslen P = 100 − Q og en konstant grænseomkostning på 20 pr. enhed. Faste omkostninger ses der bort fra, så totalomkostningen er TC = 20Q.

MR falder fra 100 og passerer MC = 20 ved Q = 40. Her er prisen 60, totalindtægten 2.400, totalomkostningen 800 og profitten 1.600. Det er den højeste profit i tabellen. Totalindtægten er størst ved Q = 50, hvor MR er 0, men profitten er da kun 1.500. Monopolisten stræber altså efter profit, ikke efter størst mulig omsætning.

Sammenligning med fuldkommen konkurrence

Under fuldkommen konkurrence tager virksomhederne prisen som givet og udbyder, til prisen svarer til grænseomkostningen (P = MC). I eksemplet giver det P = 20 og Q = 80.

Monopolisten udbyder halvdelen af mængden til tre gange så høj en pris. De 40 enheder, der ikke bliver produceret, er enheder, som kunderne ville have betalt mere for, end de koster at fremstille. Det tab er emnet for siden om dødvægtstab, som bruger de samme tal.

Priselasticitet og Lerner-indekset

Hvor meget monopolisten kan lægge oven i grænseomkostningen, afhænger af, hvor følsomme kunderne er over for prisen. Priselasticiteten (ε) måler, hvor mange procent mængden ændres, når prisen ændres med 1 procent. For en profitmaksimerende monopolist gælder:

(P − MC) / P = 1 / |ε|

Venstre side er Lerner-indekset, L = (P − MC) / P, som Abba Lerner formaliserede i 1934. Indekset går fra 0 til 1 og bruges som mål for markedsmagt. Under fuldkommen konkurrence er P = MC, så L = 0.

I eksemplet er elasticiteten ved P = 60 og Q = 40 lig −1,5, fordi efterspørgselskurvens hældning er −1, og P / Q = 60 / 40. Så er L = (60 − 20) / 60 ≈ 0,67, og 1 / 1,5 ≈ 0,67. De to sider stemmer.

Tre pointer følger af formlen:

• Jo mere elastisk efterspørgslen er, desto mindre kan prisen ligge over grænseomkostningen. Jo mindre elastisk, desto større tillæg.
• Formlen kan omskrives til P = MC / (1 − 1 / |ε|). Med MC = 20 og |ε| = 1,5 giver det 20 / (1 − 1 / 1,5) = 20 / (1/3) = 60.
• En monopolist med positiv grænseomkostning vælger en mængde, hvor efterspørgslen er elastisk, altså |ε| over 1. I det uelastiske stykke er MR negativ og kan ikke være lig MC.

Hvad er et monopolistisk marked?

Et monopolistisk marked er et marked, der er præget af monopol, altså med kun én udbyder. Det skal ikke forveksles med monopolistisk konkurrence, hvor mange udbydere sælger varer, der ligner hinanden, men ikke er ens. Hver af dem har lidt prisindflydelse, og adgangen til markedet er let.

Hvilke forskellige markedsformer findes der?

De klassiske markedsformer er fuldkommen konkurrence, monopolistisk konkurrence, oligopol og monopol. Monopol og fuldkommen konkurrence er de to yderpunkter, og de øvrige ligger imellem. Alle fire er sammenlignet i en tabel på siden om markedsformer.

Hvad modellen ikke tager med

Talseksemplet er bevidst enkelt. Virkelige markeder afviger på flere punkter:

• Monopolisten tager én pris af alle kunder. Kan den tage forskellige priser, ændrer regnestykket sig, se prisdiskrimination.
• Grænseomkostningen er konstant og kendt, og efterspørgselskurven kendes præcist.
• Priserne kan være reguleret af en myndighed, se regulering af monopoler.