Dødvægtstab ved monopol: velfærdstabet forklaret med et talseksempel

Dødvægtstab ved monopol er den del af samfundets samlede velfærd, der går tabt, fordi monopolisten udbyder en mindre mængde til en højere pris end under fuldkommen konkurrence. Tabet tilfalder ingen: hverken kunderne eller monopolisten får det. Mere generelt opstår dødvægtstab, når der produceres en mængde, hvor den ekstra nytte ikke svarer til den ekstra omkostning. Siden bruger samme tal som prisdannelse under monopol: efterspørgslen P = 100 − Q og en konstant grænseomkostning MC = 20. Tallene er opfundet til undervisning.

Forbrugeroverskud og producentoverskud

Dødvægtstab måles med to begreber:

• Forbrugeroverskud er forskellen mellem det, kunderne højst ville betale, og det, de faktisk betaler. I en graf er det området under efterspørgselskurven og over prisen.
• Producentoverskud er forskellen mellem prisen og grænseomkostningen på de solgte enheder. I en graf er det området over MC-kurven og under prisen. Med konstant MC og uden faste omkostninger svarer det til profitten.

Summen af de to er den samlede velfærd. Jo flere gensidigt fordelagtige handler, der gennemføres, desto større er summen.

Dødvægtstab ved monopol i et talseksempel

Under fuldkommen konkurrence er prisen 20 og mængden 80. Forbrugeroverskuddet er en trekant med grundlinjen 80 og højden 100 − 20 = 80, altså ½ × 80 × 80 = 3.200. Producentoverskuddet er 0, fordi prisen er lig MC.

Under monopol er prisen 60 og mængden 40. Forbrugeroverskuddet er ½ × 40 × (100 − 60) = 800, og monopolistens profit er (60 − 20) × 40 = 1.600.

Kunderne mister 3.200 − 800 = 2.400. Heraf går 1.600 til monopolisten som profit, og det er en omfordeling. De resterende 800 forsvinder. Det er dødvægtstabet:

½ × (60 − 20) × (80 − 40) = ½ × 40 × 40 = 800

Kontrol: 800 + 1.600 + 800 = 3.200, som er den samlede velfærd under konkurrence.

Sådan læses grafen

På en graf med mængde ud ad den vandrette akse og pris op ad den lodrette har dødvægtstabet form som en trekant. Dens hjørner ligger i punktet på efterspørgselskurven ved monopolmængden (Q = 40, P = 60), i punktet på MC-kurven ved samme mængde (Q = 40, P = 20) og i skæringen mellem efterspørgsel og MC (Q = 80, P = 20). Grundlinjen på 40 er mængden, der ikke bliver produceret, og højden på 40 er forskellen mellem monopolprisen og grænseomkostningen.

Hvorfor er det et tab og ikke blot en omfordeling?

En højere pris på de 40 solgte enheder flytter penge fra køber til sælger. Det er en fordelingseffekt, ikke et tab for samfundet som helhed.

Tabet ligger i de 40 enheder, der ikke bliver produceret. Kunder med en betalingsvilje mellem 20 og 60 vil gerne købe, og det koster kun 20 at fremstille hver enhed. Men til monopolprisen på 60 afstår de. Gevinsten ved de handler går tabt for begge parter. Man siger, at monopolisten har prissat dem ud af markedet.

Harberger-trekanten og tabets størrelse

Den trekant, der viser dødvægtstabet på en graf, kaldes Harberger-trekanten efter økonomen Arnold Harberger. Betegnelsen bruges bredt om standardgrafen for effektivitetstabet, når noget forvrider et konkurrencemarked.

Harberger offentliggjorde i 1954 artiklen „Monopoly and Resource Allocation“ i American Economic Review. Han vurderede, at effektivitetstabet fra monopol i amerikansk fremstillingsindustri næppe oversteg 0,1 % af BNP. Tallet er et estimat for ét land, én sektor og ét tidspunkt, og det kan ikke overføres til andre markeder uden videre.

Rent seeking: ressourcer brugt på at skaffe monopolrenter

Gordon Tullock argumenterede i 1967 i artiklen „The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft“ for, at Harbergers tal var for lavt. Hans pointe var, at der også bruges ressourcer på at opnå eller forsvare de overskud, et monopol giver. Det kaldes rent seeking. Det kan fx være penge og tid brugt på at påvirke de offentlige rammer i stedet for på at producere noget nyt.

Ressourcerne skaber ikke ny værdi. Hvis konkurrencen om at få eller bevare en monopolstilling er hård, kan det samlede tab derfor være større end selve trekanten.

X-ineffektivitet: for høje omkostninger

Harvey Leibenstein introducerede i 1966 begrebet X-ineffektivitet i artiklen „Allocative Efficiency vs. X-Efficiency“. Det betegner forskellen mellem en virksomheds faktiske omkostninger og de laveste mulige omkostninger ved samme produktion. Den opstår, når virksomheden ikke udnytter sine ressourcer fuldt ud.

Konkurrence presser virksomheder til at holde omkostningerne nede, fordi de ellers mister kunder til mere effektive rivaler. Uden konkurrence er presset svagere, og ineffektive metoder kan fortsætte. Dødvægtstab handler om, at mængden er forkert. X-ineffektivitet handler om, at omkostningerne ved den producerede mængde er højere end nødvendigt.

Dødvægtstab findes også uden for monopol

Monopolprissætning er kun én af flere årsager til dødvægtstab. Andre er skatter, tilskud, prislofter og eksternaliteter. Fælles for dem er, at en handel, der ville gavne begge parter, ikke gennemføres, eller at mængden ligger et andet sted end det, hvor nytte og omkostning er lige store.

Et grænsetilfælde er prisdiskrimination i første grad, hvor hver kunde betaler sin maksimale betalingsvilje. Her kan mængden komme op på konkurrenceniveau, så dødvægtstabet forsvinder, men hele forbrugeroverskuddet går til sælgeren.

Hvordan samfundet forsøger at begrænse tabet

Dødvægtstabet er en af grundene til, at monopoler er genstand for regulering og for konkurrenceloven. Ved et naturligt monopol er der dog et modstående hensyn: Flere udbydere ville give højere omkostninger, så her handler det om at få prisen ned uden at splitte markedet op. Hvordan fordele og ulemper vejer op mod hinanden, beskriver siden om fordele og ulemper ved monopol.