Markedsformer: fuldkommen konkurrence, monopolistisk konkurrence, oligopol og monopol

Markedsformer er en måde at inddele markeder på efter fire forhold: hvor mange udbydere og købere der er, hvor ens produkterne er, hvor let nye kan komme ind, og hvor meget den enkelte kan påvirke prisen. De fire klassiske former er fuldkommen konkurrence, monopolistisk konkurrence, oligopol og monopol. Monopol (én udbyder) og oligopol (få udbydere) er de former, hvor udbyderne har mest markedsmagt. Tabellen nedenfor sammenligner dem.

Markedsformerne i en tabel

Fuldkommen konkurrence (polypol)

Under fuldkommen konkurrence kan ingen aktør alene påvirke markedsprisen. Alle er pristagere, fordi den enkeltes køb eller salg er lille i forhold til hele markedet. Modellen forudsætter bl.a. et frit marked uden barrierer, ens varer, mange købere og sælgere og fuld information. På langt sigt tjener virksomhederne ingen økonomisk profit, kun en normal forrentning af kapitalen.

Polypol betyder „mange sælgere“ og bruges om markeder med mange udbydere. De mange betingelser gør fuldkommen konkurrence til en idealmodel, som virkelige markeder sammenlignes med.

Monopolistisk konkurrence

Her er der mange udbydere, men hver sælger sin egen variant. Fordi produkterne er differentierede, har den enkelte virksomhed lidt prisindflydelse. Adgangsbarriererne er lave, så en overnormal profit tiltrækker nye udbydere og forsvinder på langt sigt. Typiske lærebogseksempler er restauranter, tøj og sko.

Monopolistisk konkurrence ligner differentieret oligopol meget. Forskellen er først og fremmest antallet af udbydere, og grænsen er flydende. Ordet „monopolistisk“ i navnet kan forvirre: Der er ikke tale om et monopol.

Oligopol og duopol

Et oligopol er en markedsform, hvor få udbydere dominerer. Kendetegnet er gensidig afhængighed. En virksomheds beslutninger påvirker og påvirkes af de andres, så den må regne med rivalernes reaktioner. Resultatet kan ligne et monopol, hvis virksomhederne samarbejder, eller et konkurrencemarked, hvis de konkurrerer hårdt på pris.

Et duopol er et oligopol med kun to udbydere.

Monopol

Et monopol betyder, at der kun er én udbyder af en bestemt vare eller tjeneste. Monopolisten står over for hele markedets efterspørgsel og kan bestemme prisen, men den er bundet af, hvor meget kunderne vil købe. Den vælger en højere pris og en mindre mængde end under konkurrence, som beskrevet i prisdannelse under monopol. Et monopol kan være naturligt, lovbestemt, baseret på kontrol over en ressource eller midlertidigt, se typer af monopol.

Monopsoni

Monopsoni er spejlbilledet af monopol: Der er kun én køber. Køberen kan presse prisen ned, men køber typisk mindre end under konkurrence. Emnet har sin egen side: monopsoni.

Hvad markedsformen betyder for pris og profit

Markedsformen siger noget om, hvad man kan forvente af priser og overskud:

• Fuldkommen konkurrence: Prisen svarer til grænseomkostningen, og den økonomiske profit er nul på langt sigt.
• Monopolistisk konkurrence: Prisen kan ligge over grænseomkostningen, men overnormal profit tiltrækker nye udbydere og forsvinder.
• Oligopol: Resultatet afhænger af, om virksomhederne konkurrerer eller samarbejder.
• Monopol: Prisen ligger over grænseomkostningen, og en overnormal profit kan fastholdes, hvis adgangsbarriererne består. Det giver et dødvægtstab.

Virkelige markeder passer sjældent præcist ind i én af kasserne. Opdelingen er et redskab til at beskrive forskelle, ikke en facitliste.

Monopol og oligopol: hvad er forskellen?

Forskellen ligger i antallet af udbydere og i, hvordan de tager hensyn til hinanden.

• En monopolist har ingen direkte konkurrenter. Dens begrænsning er kundernes efterspørgsel og eventuelle regler.
• En oligopolist deler markedet med få andre og må regne med, hvordan de reagerer på ændringer i pris og mængde.
• Samarbejde om priser mellem uafhængige virksomheder i et oligopol kan være et ulovligt kartel. Det er forklaret på siden om konkurrenceloven.

Hvilke monopoler er der i Danmark?

Svaret afhænger af, hvordan markedet afgrænses. Et monopol kræver, at der kun er én udbyder på et bestemt marked, og hvor snævert marked man definerer, har betydning. Der er tre typiske tilfælde, og dette site omtaler ingen enkeltvirksomheder:

• Lokale forsyningsnet som vand, fjernvarme og elnet, hvor flere parallelle ledningsnet ville give højere omkostninger. De kaldes naturlige monopoler og er underlagt regulering, se naturligt monopol.
• Midlertidige eneretter som patenter, der giver den, der har gjort en opfindelse, eneret i en begrænset periode.
• Historiske handelsmonopoler og privilegier, som staten gav i ældre tid, se monopoler i Danmarks historie.