Oligopol: få udbydere, der holder øje med hinanden

Et oligopol er en markedsform, hvor få udbydere dominerer markedet, og hvor hver virksomheds beslutninger påvirker og påvirkes af de andres. Ordet er græsk og betyder „få sælgere“. Siden forklarer, hvad oligopol betyder, de tre klassiske modeller af Cournot, Bertrand og Stackelberg, hvorfor karteller er forbudt, og hvordan koncentrationen på et marked måles.

Hvad betyder oligopol?

Et oligopol ligger mellem monopol og et marked med mange udbydere. Når der kun er få store aktører, kan ingen af dem handle uden at tænke på de andre. Sænker en virksomhed prisen, kan konkurrenterne følge med. Hæver den prisen, vil de måske ikke. Derfor kaldes oligopol en markedsform præget af gensidig afhængighed.

Tillægsordet er oligopolistisk, fx et oligopolistisk marked.

Monopol, duopol, oligopol og polypol: hvilke markedsformer er der?

Navnene bygger på antallet af sælgere:

• Monopol: én udbyder. Et monopol betyder, at der på markedet kun findes én udbyder af en bestemt vare eller tjeneste, se hvad betyder monopol.
• Duopol: to udbydere.
• Oligopol: få udbydere.
• Polypol: mange udbydere.

Alle markedsformer, herunder monopolistisk konkurrence, er sammenlignet i oversigten over markedsformer.

Kendetegn ved et oligopol

• Få dominerende udbydere. Få virksomheder står for størstedelen af salget.
• Gensidig afhængighed. Pris- og mængdevalg påvirker rivalerne, og deres reaktion påvirker én selv. Derfor bruges spilteori til at analysere oligopol.
• Ens eller differentierede produkter. I et differentieret oligopol har kunderne præferencer for, hvilken virksomhed der har fremstillet varen.
• Adgangsbarrierer. Få udbydere skyldes ofte, at det er svært at komme ind, fx på grund af store investeringer, se adgangsbarrierer.
• Åbent udfald. Resultatet kan ligne et monopol, hvis virksomhederne samarbejder om høje priser og begrænset produktion. Det kan ligne fuldkommen konkurrence, hvis de konkurrerer hårdt, så priserne bliver lave og produktionen høj.

Tre klassiske modeller

Cournot. Antoine Augustin Cournot beskrev modellen i 1838 med to ejere af kildevand, altså et duopol. Hver virksomhed vælger sin mængde og regner med, at rivalens mængde er givet. I ligevægten kan ingen tjene på at ændre sin mængde alene. Prisen bliver lavere og mængden større end under monopol, og med flere virksomheder falder prisen yderligere. Monopolets profitmaksimum er beskrevet på siden om prisdannelse under monopol.

Bertrand. Joseph Bertrand formulerede i 1883 i en anmeldelse af Cournots bog en model, hvor virksomhederne i stedet konkurrerer på pris. Når produkterne er ens, tager den virksomhed, der sætter prisen lavest, hele markedet. Det driver prisen ned til grænseomkostningen, så virksomhederne ikke tjener noget. Resultatet kaldes Bertrand-paradokset, fordi to konkurrenter er nok til konkurrencepris. Det passer dårligt med mange virkelige markeder og ændrer sig bl.a., hvis omkostningerne er forskellige, eller virksomhederne mødes gentagne gange.

Stackelberg. Heinrich von Stackelberg beskrev i 1934 en model, hvor en leder vælger sin mængde først, og følgerne derefter tilpasser sig. At vælge først kan give lederen en fordel, hvis den kan binde sig til valget.

Kartel: samarbejde mellem konkurrenter

Hvis virksomhederne i stedet for at konkurrere koordinerer deres handlinger, kan de opnå et resultat som under monopol. Er samarbejdet formaliseret, er der tale om et kartel: en gruppe virksomheder, der begrænser konkurrencen og udbuddet for at hæve priserne.

Karteller er ofte ustabile. Hvert medlem kan tjene på at snyde ved at sælge mere end aftalt, og det er et klassisk dilemma i spilteori.

Hvorfor er karteller forbudt?

Et kartel kan give samme udfald som et monopol: højere pris, mindre mængde og dødvægtstab. Kunderne betaler regningen.

Konkurrenceloven forbyder aftaler, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen (§ 6, stk. 1). Blandt eksemplerne er fastsættelse af priser, begrænsning af produktion og afsætning og opdeling af markeder. En kartelaftale defineres i § 23, stk. 4, som en aftale eller samordnet praksis mellem virksomheder i samme omsætningsled om:

1. priser og avancer
2. begrænsning af produktion eller salg
3. opdeling af markeder eller kunder
4. koordinering af bud

Mere om lovens formål, myndigheder og regler står på siden om konkurrenceloven. De gældende regler findes på retsinformation.dk og hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (kfst.dk).

Koncentration på et marked: HHI

Herfindahl-Hirschman-indekset (HHI) er et mål for, hvor koncentreret et marked er. Det beregnes ved at kvadrere hver virksomheds markedsandel og lægge tallene sammen. Med andele i procent kan indekset højst blive 10.000, nemlig ved ét monopol (100 × 100).

HHI bruges af konkurrencemyndigheder i vurderingen af fusioner. Kommissionens retningslinjer for horisontale fusioner angiver, hvornår den sandsynligvis ikke finder konkurrenceproblemer. Stigningen i HHI som følge af fusionen kaldes delta.

Retningslinjerne nævner også markedsandele. En andel på 50 % eller mere kan i sig selv være tegn på en dominerende stilling, mens en samlet andel under 25 % er et indicium for, at en fusion er forenelig med det indre marked. Tærsklerne er rettesnore for Kommissionens vurdering, ikke grænser, der automatisk afgør en sag.