Naturligt monopol: når én udbyder kan levere til de laveste samlede omkostninger

Et naturligt monopol opstår, når én virksomhed kan forsyne hele markedet til lavere samlede omkostninger, end to eller flere virksomheder kan. Det sker typisk i brancher med meget høje faste omkostninger, fx til rør, ledninger eller spor, og med små ekstra omkostninger ved at levere til endnu en kunde. Monopolet kommer altså ikke af en lov, men af omkostningsstrukturen.

Hvad er et naturligt monopol?

At få monopol vil sige at blive den eneste udbyder af en vare eller tjeneste. Ved et lovbestemt monopol sker det ved, at loven giver en eneret. Ved et naturligt monopol er der ingen, der uddeler eneretten. Alligevel er der kun plads til én udbyder, fordi en deling af markedet mellem flere ville gøre det dyrere at forsyne alle kunder. Begrebet er en af grundtyperne i typer af monopol.

Stordriftsfordele og faldende gennemsnitsomkostninger

Når en virksomhed har store faste omkostninger og små omkostninger pr. ekstra kunde, falder gennemsnitsomkostningen, jo flere kunder der forsynes. Faste omkostninger fordeles på flere enheder. Det kaldes stordriftsfordele.

Et regneeksempel, hvor tallene er opfundne for at vise princippet: Antag, at et net koster 1 million kroner om året at etablere og drive, uanset hvor mange kunder det har, og at hver kunde derudover koster 200 kroner om året.

Gennemsnitsomkostningen falder for hver ekstra kunde, fordi den faste omkostning fordeles på flere. Hvis markedet ikke er større end det område, hvor gennemsnitsomkostningen fortsat falder, kan én virksomhed forsyne det til lavere omkostning end flere. Det er kernen i et naturligt monopol.

Subadditivitet: den formelle definition

Økonomen William Baumol gav i 1977 den formelle definition: En branche er et naturligt monopol, hvis produktion hos flere virksomheder er dyrere end produktion hos én. Det knyttes til begrebet subadditive omkostninger. Hvis C(q) er omkostningen ved at producere mængden q, er omkostningerne subadditive, når det for relevante opdelinger af en samlet mængde i q1 og q2 gælder, at:

C(q1 + q2) < C(q1) + C(q2)

Én virksomhed kan med andre ord producere mængden til lavere omkostning end flere tilsammen.

Ved kun ét produkt er stordriftsfordele en tilstrækkelig, men ikke en nødvendig betingelse for subadditivitet. Med flere produkter er stordriftsfordele hverken nødvendige eller tilstrækkelige. Derfor er det subadditiviteten, ikke stordriften alene, der afgør, om et marked er et naturligt monopol.

Eksempler: net, der er dyre at bygge

Typiske eksempler er brancher, hvor kapitalen er bundet i infrastruktur:

• Vandnet: rørledninger frem til hver husstand.
• Fjernvarmenet: isolerede rør i jorden og tilhørende anlæg.
• Elnet: ledninger og transformerstationer.
• Jernbanespor: spor og signalanlæg.

Telekommunikation, post og gasrør nævnes også ofte. Fælles for eksemplerne er, at det er selve nettet med de høje faste omkostninger, der har de naturlige monopolegenskaber. Hvordan sektorerne i Danmark er organiseret, og hvor der er indført konkurrence, gennemgås i regulering af monopoler.

Hvorfor er to parallelle net en dårlig løsning?

Tallene ovenfor viser det. Hvis de 10.000 kunder deles mellem to net med 5.000 kunder hver, koster hvert net 2 millioner kroner, i alt 4 millioner. Ét net til alle koster 3 millioner. Forskellen på 1 million kroner er det andet nets faste omkostning. Samfundet bruger altså flere ressourcer på at levere det samme, og gennemsnitsomkostningen pr. kunde er 400 kroner med to net mod 300 kroner med ét.

Hvorfor reguleres naturlige monopoler?

Et naturligt monopol kan være omkostningseffektivt for samfundet, men det betyder ikke, at prisen bliver lav. En ureguleret monopolist vælger den mængde, hvor grænseindtægt er lig grænseomkostning, og tager dermed en højere pris og leverer en mindre mængde end under konkurrence. Se prisdannelse under monopol.

Problemet er ikke nyt. Naturlige monopoler blev anerkendt som en mulig markedsfejl allerede i 1800-tallet, og John Stuart Mill gik ind for statslig regulering af dem. Myndighederne kan fx fastsætte en maksimumspris, som monopolet ikke må overskride. Sættes den på det rette niveau, kan den få monopolet til at øge produktionen og mindske forvridningen. Prisloft, indtægtsrammer og liberalisering er beskrevet i regulering af monopoler.

Naturligt monopol er ikke monopolistisk konkurrence

Navnene ligner hinanden, men markederne er forskellige. Ved monopolistisk konkurrence er der mange udbydere af differentierede varer. Hver udbyder har en lille prisindflydelse, men adgangsbarrieren er lav, og overnormal profit konkurreres væk på langt sigt. Brancher med mange små udbydere af lignende, men ikke ens varer, fx caféer, frisører eller tøjbutikker i en større by, passer typisk til beskrivelsen. Et naturligt monopol har omvendt én udbyder og høje barrierer. Sammenligningen af alle markedsformer findes i markedsformer, og barriererne gennemgås i adgangsbarrierer. Forsiden Monopol forklaret viser, hvordan kapitlerne hænger sammen.